På denne blæsende og kølige dag i juni cyklede jeg tidligt om morgenen til stranden i Castricum i Nederlandene, i udkanten af det nordhollandske Vadehav, omgivet af skov og klitter. Jeg lagde mit tøj bortset fra badetøjet i sadeltasken og satte cyklen i forruden på en klit. Jeg gik langs stranden, med kurs mod havet. Jeg kastede de få besøgendes advarselsråb, pakket ind i uldtæpper, ud i vinden. Jeg mistænkte misundelse bag det. Som veluddannet 17-årig livredder vidste jeg, hvad jeg gjorde. Følg mig, hvem vover!

Jeg ville ikke svømme ud, for jeg ville ikke dø. På sikker grund, nær stranden, havde jeg til hensigt at kaste mig mod bølgen, mærke sprøjten på min hud, nyde livet. Det var alt, hvad det var. Hvad vidste jeg om Nordsøens faldgruber? Hvem advarede mig om faren for, at havbunden ville ændre dybde, og at sandbanker ville opstå eller forsvinde? Hvad anede jeg om samspillet mellem tidevand, vind og strømvejr, der ændrer vandet? Hvem havde fortalt mig om skiftende vinde og ugunstige strømforhold, som kan forvandle selv de mest stille badebugter til et brusende hav på få minutter?

Men et øjeblik for sent forstod jeg, hvad der foregik. Fra da af omklamrede frygten mit hjerte med et iskoldt greb. Ved den ustyrlige leg i brændingen var jeg ubemærket gået forbi den usynlige røde linje, point of no return. Pludselig forsøgte jeg forgæves at få sikker grund under fødderne. Stranden syntes stadig så tæt på. Men den nærmede sig ikke, men trak sig tilbage foran mig, hvor meget jeg end svømmede mod disse kræfter. Da jeg forstod det, var der gået minutter, jeg havde spildt mine kræfter, og mit liv var i stor fare. Jeg råbte mod det brusende hav, kaldte på hjælp med synkende mod, jeg ville tvinge synet af strandgæsterne over, jeg viftede med armene, igen og igen. Slugtet salt havvand fyldte mine lunger, mere end jeg kunne holde ud. Jeg hostede den væske op, der var trængt ind i mine lunger. Kræfter og selvtillid forlod mig mere, min puls steg, jeg frøs, følte mig hjælpeløs, forladt af alle. Mine sanser var slørede. Min bevidsthed lignede et rør, der blev smallere. Panik greb mig.

Hvorfor så de mig ikke, hørte de mig ikke, hjalp de mig ikke? Hvorfor talte de stadig, læste de stadig, legede de stadig med deres fjerbolde? Jeg havde for længst begravet alt håb, da folk på stranden syntes at bevæge sig som på kommando, hoppede op, løb rundt, pegede. Nu stod de ved vandkanten. De vinkede til mig, ordstumper nåede mig, som jeg ikke forstod.

Yderligere tid gik ubrugt, indtil den første af dem brød ud i bølgerne, delte bølgerne med markante skridt og forkortede afstanden. Men så blev han længe og ventede, indtil andre var åbne for ham. De holdt hinanden i hænderne, stillede sig op i en menneskelig kæde, sikrede sig mod den dødbringende sugekraft. Jeg så den forreste mand nærme sig nærmere, klamrede sig til dette håbets strå. Han kom tredive meter længere, måske tyve meter. Jeg så hånden række ud efter mig. Jeg læste ordene fra frelserens læber. Jeg forstod, at jeg skulle holde ud, bare ikke give op nu. Disse sidste, disse desperate, alt-afgørende øjeblikke var endnu ikke overstået. Det var det eneste, der betød noget. Intet andet længere.

Jeg kæmpede med dem for mit liv, med al min styrke, med alt det mod, der stadig var i mig. Så tabte jeg denne kamp, den udmattede og udtømte mig. Ude af stand til at bevæge mine arme, overlod jeg mig selv til at gå til grunde. Mine svømmespark blev kortere og hurtigere, opbrugte de sidste reserver, mistede al koordination. Nu hang min krop oprejst i vandet. Jeg var mindre og mindre i stand til at strække lemmerne og ordne svømmebevægelserne. Mine fingre spredte sig, fik kløer. Enhver fornemmelse for op og ned, for for- og bagud forsvandt. En ubeskrivelig træthed overmandede mig. En god nats søvn omfavnede mig, trak mig ned i dybet. Jeg gav mig selv op. Men der var denne hånd, ud af det blå, og i et sidste desperat forsøg greb jeg fat i den hånd. Frelseren trak mig ud af mørket og ind i lyset.

Den unge læge i Medisch Centrum i Alkmaar lukkede den notesbog, hvori han havde skrevet min historie. Efter min overflytning fra intensivafdelingen sad han længe ved min seng og sporede min tilbagevendende hukommelse med blide, vedholdende spørgsmål. Han hjalp mig med at opløse den tåge, der omgav min traumatiserede bevidsthed, og som beskyttede alle de komatøse dage siden min frelse. Den omsorg og nærhed, han gav mig, fyldte mit hjerte med taknemmelighed. Også for hans rolige forståelse, når hukommelsen spillede mig et puds, når min historie lød forvirret, fragmentarisk og fuld af modsigelser. Jeg så sammenhængene - og forstod, at det reddede mig. Jeg trak vejret, kunne tænke og tale og få svar på det. Min vej tilbage til livet.

Lægen rejste sig for at forlade rummet. Han standsede ved døren og vendte sig. "Den menneskelige kæde," mumlede han, "den forbliver et mysterium. Du var alene på stranden. Den jogger, der fandt dig, havde en mobil med sig. Der var ingen andre end ham på stranden."

Jeg stirrede på ham. "Ingen menneskekæde? Helt alene derude?" Han nikkede. "Og hånden?" Jeg spurgte overrasket. "Hvem trak mig ud?"

Lægen smilede, nikkede til mig og overlod mig til trøst og helbredelse i mine forvirrede, farverige drømme. Hvad skulle han have sagt?

Tryk          Beskyttelse          Billeder         Del 2