HOME 1    dansk    HOME 2


FAKE NEWS (kort fortælling)


Harald Renner


"Biskop og grevinde?" Han strakte sig på ryggen. Alt for længe havde han stirret på skærmen.

Hun var enig med ham. "Hvem begynder?"

"Damerne først! Men kun tredive minutter, intet ekstranummer."

"Og ud! Kom ikke tilbage uden kaffe."

Harry Becker var den ældste "kanin i stalden" i kulturafdelingen på en respekteret ugeavis. På skift med sin kollega Simone Niemeyer var han ansvarlig for klummen "Og intet andet end sandheden", også kendt som "Moder af alle falske nyheder". I løbet af en time skulle kollegerne afgøre, og snart også læserne, hvem der denne gang havde næsen fremme med sin hårrejsende historie. En jernregel var, at forfatteren skulle holde sig kort. Intet unødvendigt ord. En standard forblev "den korteste novelle nogensinde", som kom ud af en international konkurrence. Alle deltagere skulle opfylde tre betingelser for historien: Den skulle spille i fornemme kredse og indeholde noget religiøst og noget erotisk. Den begavede førstepris gik til forfatteren af en historie, der indeholdt en enkelt sætning, vandt den begavede førstepris: "Min Gud, biskop," sagde grevinden, "tag din hånd væk fra mit knæ.

Da Simone var alene, åbnede hun med lukkede øjne sin yndlingsbog "Fundamentals and Techniques of the Art of Writing" i den forreste tredjedel. Hun åbnede øjnene. Det første ord på siden var "Ibsen". Den mørke dramatiker fra Norden havde allerede irriteret hende under hendes studier. Ikke en god start på en munter historie. Så hun indtastede "Ibsen" i søgemaskinen og fandt "Ibbenbueren" som et andet forslag. Landsbyens folkehøjskole reklamerede for en magisk aften med "Merlin, illusionernes mester". Ikke dårligt, tænkte hun og kiggede på uret.

En halv time senere balancerede Harry to kopper latte til kollegaens arbejdsplads. Simone rejste sig op og gav Harry sin plads, så han kunne beundre det friske arbejde.

Merlin, illusionsmesteren i Ibbenbøller, havde vist tricket med duen i cylinderen. Det baserer bedraget på den perfekte distraktion af publikum i det afgørende øjeblik. Det skal forblive skjult, at en due forbliver skjult i en sort pose, som mesteren fastgør til bagsiden af bordet før, usynlig mod den sorte baggrund. Tryllekunstneren løfter sin cylinder og viser, at den er tom. Det kræver øvelse og dygtighed at flytte kaninen ud af posen og ind i hatten med en flydende bevægelse, inden tryllekunstneren sætter den på igen. Alle børn kender resten. Tryllekunstneren løfter hatten igen, og en levende due fløjter gennem salen.

Landsbyens folk kendte en pensioneret og altid irriteret biologilærer som en militant dyrebeskytter. Det irriterede ham, at han skulle sidde helt til venstre på forreste række. Så han gik ikke glip af, hvordan tricket virkede - så simpelt og banalt, og så pinefuldt for den indespærrede due! I de følgende uger lod han ikke op med at sætte den afslørede tryllekunstner i skammekrogen - og med ham alle tryllekunstnere, der tryller duer eller kaniner ud af hatten. Offentligheden reagerede med protest. "Frigør duen!" blev et berømt slogan.

En undersøgende journalist undersøgte skandalen og fandt ud af, at en tryllekunstner i Sonthofen ikke længere arbejdede med et levende dyr, men med en ægte efterligning af polyethylen. Journalisten afslørede konstruktionsplanerne for den drone, som hjalp den kunstige fugl til sin befriende flugt. Han havde dog ikke regnet med, at så mange rå verbale overfald ville ramme ham. Selv dødstrusler var blandt dem. Den lektion gjorde ham meget ondt: Ikke kun biologilærere, men også magikere var militante og lette at ophidse. Magiske tricks forrådte. Det var slet ikke muligt.

"Er plottet i orden?", spurgte Simone.

"Du kan godt gøre noget ud af det, men pointen mangler stadig."

Hun smilede. "Jeg har allerede fem idéer, den ene bedre end den anden.

Harry vidste godt, at det var sandt. Han nikkede til døren. "Nu er det min tur."

Mens han søgte, havde han lukket øjnene og fundet "Constanze Mozart", hustruen til den udødelige komponist. Han kunne bedre lide den "Bodensøen", som søgemaskinen tilbød ham. På YouTube fandt han et sløret videoklip. Tre drenge forsøgte at gå på vandet efter det prominente eksempel. Nogle gennemsigtige plastkasser flød på havet - med åbningen vendt nedad, så luften ophobede sig i hulrummene. Godt i teorien, uegnet i praksis. Forestillingen faldt i vandet. Ikke et seertalshit på YouTube, men en god skabelon for Harry.

I hans historie faldt drengene ikke i vandet, men balancerede på kasserne, indtil de slugte en opdukkende tågevæg. Verden så aldrig drengene igen.

Tre tilskuere var vidner til begivenheden. De portrætterede den. En gammel dame i kørestol svor, at hun havde set konturerne af tre sejl i tågen, måske af en tremastet bark. Skibet var forsvundet fra det glatte hav, da tågen klarede op. Den gamle dames niece, som skubbede sin kørestol, huskede, at hun kunne se svingende lys i forskellige farver i diset. Hun havde set noget lignende i serien "Rumskib Enterprise". En ung mand rapporterede, at der ikke var andet at se end tåge, hverken sejl eller lys. Men han havde også en interessant teori. "Cui bono" spurgte han. Hvem kidnappede drengene og tjente mest? Måske var de begavede hackere med værdifuld erfaring i cyberkrigen. Det interesserede hvilken venlig eller fjendtlig efterretningstjeneste i deres algoritmer,

Simone læste historien. "Du har stadig ikke en punchline."

"Jeg kan overlade det til læseren, ikke sandt?"

"På ingen måde," protesterede hun, "alle føler sig forladt. Der må være en anden fyreseddel. En vittighed, måske? Noget, der passer godt til at gå efter vand?"

Harry tænkte grundigt efter.

"Hvad tror du: En forfængelig politiker, hvis selvovervurdering var legendarisk, takkede Gud for at have udstyret ham med så mange uhørte talenter - bortset fra et, som han endnu ikke havde: Han kunne ikke gå på vandet. Gud var nådig, imødekom anmodningen, og lederen kunne fremover gå på bølgerne. To lystfiskere, som kendte politikeren fra medierne, men som ikke kunne lide ham, så på skuespillet og rynkede panden. Den ene sagde til den anden: Se, han kan ikke engang svømme!"

Simone smilede. "Hvorfor taler vi altid om alle de falske nyheder? Voldsom overmod - det er et mandligt privilegium."

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com