Knut Feddersen boede alene. Så han kunne føre et velordnet liv efter sine egne ideer. Han plejede at stå tidligt op klokken halv seks og gik i seng klokken halv ti om aftenen. Mellem det at stå op og gå i seng skete der næsten aldrig noget uforudset. Denne torsdag i november forløb også som sædvanlig.

Da han sidst på eftermiddagen klokken halv seks gik gennem receptionen til udgangen, råbte han venligt til dørmanden: "Det er rigtigt. Farvel."

Dørmanden så forvirret ud. De kiggede på hinanden. Dørmanden grinede. Knut Feddersen trimmede.

"Ja, det gør jeg. Til tiden som sædvanlig, hr. Feddersen. Farvel," sagde dørmanden. Denne korte samtale fandt sted hver dag. Som regel var det dog ikke ham selv, der henvendte sig til dørmanden, men dørmanden.

Det forvirrede Knut. Han svarede intet og gik videre. Han forlod bygningen gennem portalen.

"Hvor pinligt!" mumlede han og rystede på hovedet. Han rystede. Den kolde og våde tåge havde ikke forduftet siden om morgenen. Den hang som et hvidt svøb i skumringen. Knut satte farten op og skyndte sig hen til busstoppestedet.

"Tre minutter!" Hver aften ventede han tre minutter, indtil 60'er-bussen kørte. Nogle passagerer var der allerede. To kvinder talte om slankekure, en mand læste avis, og basser drønede fra højttaleren på en teenagers mp3-afspiller. De andre stod bare der og kiggede foran sig eller på gulvet.

"Alting er tilbage til det normale," tænkte han og åndede. Bussen ankom til tiden. Han genkendte Willy Otremba ved rattet på afstand. Før han blev buschauffør, havde han arbejdet for sin chef som kurer. Knut Feddersen var den første, der kom ind.

"Tågefuld aften i aften," sagde han.

"Skulle endda regne", svarede Otremba tilbage.

"Vi har fået meget regn," svarede han.

"Det har du ret i."

Venligt nikkende fortsatte Knut Feddersen og satte sig på sin faste plads. Han talte med buschaufføren om vejret hver aften. "Som altid," kom det ham i hu. Han trak avisen op af lommen. I dag lod han den ligge i lommen og kiggede ud ad vinduet. Mørke og tåge spærrede for hans udsyn. I stedet blev hans ansigt reflekteret, forvrænget i glasset. I næste uge ville han fejre sin 40-års fødselsdag. Eller ville han forblive tro mod sine principper og være alene igen?

"Gør jeg alting som altid?" Dette spørgsmål gjorde ham urolig. Hun satte sig ned og lod ham ikke slippe, da han steg af ved det sædvanlige stop. Hun fulgte ham på den velkendte vej langs Goethestraße, drejede til venstre ind i Nord-Allee og igen til venstre ind i Lindenstraße til hus nummer 22, hans hjem. Hun forlod ham ikke engang, da han var alene i sin lejlighed. Han kunne ikke hænge hende med sin frakke på krogen, drukne hende i varm te eller skylle hende ned i afløbet med opvaskevandet. Hun klamrede sig til hver eneste af hans sædvanlige bevægelser. Han tændte ikke engang for fjernsynet, men gik rundt i lejligheden, fra sofaen til vinduet, derfra ind i den smalle gang, det lille køkken, det kølige soveværelse og så tilbage til stuevinduet.

Tågen var blevet endnu tykkere. Mat og spøgelsesagtigt som i det fjerne skimtes lyset ud af vinduerne i de omkringliggende lejligheder. I nogle var det allerede mørkt.

Knut standsede længe op og stirrede ind i tågevæggen. Senere end normalt gik han på badeværelset, tog et bad, børstede tænder, tog sin pyjamas på og gik i seng. Han kunne ikke sove. Dumpede tanker dukkede op som spøgelser fra tågen udenfor. Hans fødselsdag kom tilbage til ham. Han faldt i søvn og vågnede som hver morgen, tre minutter før vækkeuret ringede.

Det var stadig mørkt udenfor, da han forlod huset på samme tid som alle andre dage. Tågen havde lagt sig. Det regnede. Byen virkede kedelig på ham. De mennesker, han mødte, var ikke så utilgængelige som i går.

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com