Uanset om det er kirsebær, bær eller vindruer - røde frugter er altid fristende. Årsagen hertil er påpeget af økologisk biokemi, som fokuserer på samspillet mellem planter og dyr for at bevare arter i naturen. Kirsebæret vil f.eks. gerne spises.

Når fuglen har spist kødet, bortskaffer den kirsebærstenen et andet sted og giver den mulighed for at plante sig selv igen. Men de lækre frugter forkæler ikke kun fuglen, men også os med en værdifuld næringsstofcocktail fra forskellige sukkerarter, frugtsyrer, vitaminer, mineraler og hver mængde sekundært plantemateriale. Polyphenoler er blandt sidstnævnte. En undergruppe, anthocyaninerne, giver kirsebærrene deres røde farve. Mange af disse sekundære plantestoffer beskytter hjertet, blodkarrene og hver eneste celle i kroppen. Canadiske forskere har også fundet ud af, at kirsebær har en urinsyresænkende virkning, dvs. at de virker forebyggende mod gigtanfald.

Det kan også overføre kirsebær til kirsebærsaft. I den pakkes sommerens frugter i flasker til vinteren. Ikke kun frugternes rige røde og lækre smag forbliver i den, men også en overflod af sundhedsfremmende værdifulde stoffer.

Energicentre i grønt

Klorofyller udgør planternes grønne farve. De er også ansvarlige for, at planten kan producere og dyrke nye kulhydrater fra kuldioxid og vand med solens energi. Med salat eller grøntsager på tallerkenen kommer denne energi sammen med klorofylet os til gode. For at bevare det grønne er det nødvendigt med skånsomme forarbejdningsmetoder, fordi klorofyl er lys-, varme-, alkali- og syrefølsomt. De adskilles så fra magnesiummolekylet i midten af forbindelsen, og den rige grønne farve bliver olivenbrun. Ved kogning af bønner, ærter, rosenkål eller spinat observerer man ofte disse farveændringer. Korte og høje kogetemperaturer, som f.eks. blanchering, sikrer en bedre bevarelse af farven.

Klorofyl frigiver også sit magnesium i mave-tarmkanalen. Dette mineral vandrer ind i stofskiftet, hvor det overtager vigtige funktioner i energiforsyningen til alle aktiviteter. Det udskiller klorofylet. Inden det binder dog stadig eksisterende kræftfremkaldende stoffer og skiller dem lige så godt ud, som en række celleeksperimenter viste. Klorofyl har flere positive virkninger - og lever således op til sin grønne farve, som står for håb og tillid.

Forfatter: Brigitte Neumann

Tryk          Beskyttelse          Billeder         Del 2