Knut Petersen fra Olsdrup, som alle bare kaldte gamle Knut, blev med årene mere og mere besynderlig. En dag kravlede han op på sin køkkenstol for at bede Gud om et tegn. Knut kæmpede for at holde balancen, men på en eller anden måde lykkedes det. Da han lukkede øjnene og åbnede dem igen, havde Gud hørt ham og sendt ham Gabriel.

Fra da af besøgte han den gamle mand hver aften, og der var meget at tale om. Knut kunne ikke huske præcis hvad. Men det virkede vigtigt. Gabriel havde altid vist sig for ham i en lys, skinnende hvid kappe. Han vidste med det samme, at det var ærkeenglen.

Gabriel var ofte omgivet af en skare af hvide skikkelser, som stod tavse omkring hans seng. Ærkeenglen talte til ham med en rolig, blid stemme. Nogle gange rørte han let ved hans håndled, og han smilede altid til ham, når han gik. Det var øjeblikke, hvor Knut følte sig tryg og sikker og endda glad. Så vidste han, at der ikke kunne ske ham noget ondt. Og smilet forblev i rummet, da englen havde forladt ham med sit følge.

Knut var ofte meget træt nu, selv om dagen. Der, hvor han var, kunne man aldrig være sikker på, hvad der ville ske som det næste. Så sneg frygten sig ind i hans tanker, som et uhyggeligt væsen i skyggerne. Men da Gabriel kom, var der ikke længere plads til følelsen af, at alting rystede.

Nuet fortabte sig mere og mere i hans forvirrede tanker. Det var de tidspunkter, hvor en feberagtig varme omsluttede ham, en tyk tåge, der omsluttede hans krop. Han følte sine kræfter svinde ind, og mørket truede med at opsluge ham. Alt dette blev på mirakuløs vis blandet med en følelse af tryghed, et strejf af mildhed, som kun kunne komme fra Gabriel. Med en sjælden og nyvækket klarhed følte han englens rolige tilstedeværelse og hans trøstende ord som et løfte om, at han ikke ville være alene på den usikre vej. Måske var der en vej ud af mørket og forvirringen?

I dag dukkede doktor Gabriel op ved hans seng igen. Overlægen på den kirurgiske afdeling sagde, at Knut var faldet og havde brækket lårbenshalsen. Han var blevet opereret. Først var alt gået godt, men så havde han fået høj feber og var nu meget svag. Senere samme dag ville han blive overført til et sted, hvor han ville få god og skånsom pleje. Et sted med fred og tillid.

"Skal jeg snart dø?"

"Det ved jeg ikke. Det må Gud afgøre."

Knut smilede vidende.

"Tak, Gabriel."