Hej mormor (novelle)

"Hej mormor, jeg ville gerne i kontakt med dig igen. Hvordan har du det?"

"Det samme som altid. Og du, Grete?"

"Fint."

"Hvad mener du med fint? Du lyder så sjov."

"Ikke særlig godt. Der er faktisk noget helt galt med mig."

"Det var det, jeg tænkte. Kom nu, fortæl mig det!"

Og sådan fik Grete Hansen afløb for al sin sorg. Til sidst prøvede hun ikke længere at undertrykke tårerne.

Nogle gange var hun nødt til at fortælle lidt længere, så hendes mormor bedre kunne forstå hende. Siden Grete var fire år gammel, efter forældrenes ulykke, var bedsteforældrene blevet hendes støtte, tilflugt og trøst. Hendes morfar havde tabt kampen mod lungekræft for ti år siden. Efter det var det kun mormor og hende, der var hendes familie.

"Inke var der i går," sagde Grete.

"Er hun stadig din bedste veninde?"

"Ja, og desværre min eneste. Hun fortalte mig om Klaus. Han dukkede pludselig op i hendes fitnesscenter."

"Hvad ville han der?"

"Han ville sikkert vide, om jeg havde tilgivet ham."

"Har du det?"

"Nej, selvfølgelig ikke! Sådan noget kan man ikke tilgive."

"Ikke engang efter fem år?"

"Ikke engang efter hundrede år. Han er løbet væk. Vi levede godt sammen så længe, som om vi var gift. Og så fortæller han mig ved morgenmaden, uden varsel, at han er blevet forelsket igen, og at det er et magisk tilfælde for ham, noget billigt lort."

"Hvordan reagerede du på det?"

"Det tror jeg ikke, du har lyst til at vide. Noget i retning af: 'Skrid med dig, lige nu, og vis dig aldrig i mit hus igen! Porcelænet forblev intakt, jeg havde stadig brug for det."

"Og nu? Bor han stadig sammen med den anden kvinde?"

"Inke sagde, at han havde været single i lang tid. Han havde spurgt til mig og sagt, hvor meget han fortrød det hele. Han ville hjælpe mig, når jeg havde problemer. Uden at forvente noget til gengæld."

"Det lyder godt, gør det ikke?"

"Du kender ikke Klaus. Han siger altid den slags ting med en bagtanke. Og nu tror han sikkert, at han kan købe mig tilbage, bare lægge et bundt pengesedler på køkkenbordet, og så kan vi fortsætte, hvor vi slap for mange år siden."

"Er det, hvad han sagde, han ville?"

"Ikke så direkte, men Inke havde på fornemmelsen, at han stadig elskede mig."

"Er det vigtigt for dig?"

"For himlens skyld, nej! Da han stadig boede sammen med den tøs, var det ikke engang et problem for ham. Og nu kan han pludselig huske mig og er helt forelsket. Det pisser mig af."

"Jeg syntes faktisk, at Klaus var ret sød," siger bedstemor. "Han fik mig altid til at grine."

"Også mig, men det er længe siden. Jeg er færdig med Klaus. Han er den sidste person på denne planet, jeg ville bede om hjælp, når jeg har brug for det."

"Det forstår jeg godt. Du har stadig mig til at hjælpe dig, når du har brug for det, mit barn. Og din profession."

"Det skulle jeg lige til at fortælle dig. Jeg er flad."

"Det kan ikke være sandt, du er ung, klog og succesfuld. Sig mig, hvorfor er du flad?"

"Jamen, jeg er ung, det er rigtigt. Og det er min ulempe i denne branche. Jeg er webdesigner, en slags grafisk designer, der arbejder på internettet. Kan du huske det?"

"Ja, det kan jeg godt huske. Og nu har du problemer?"

"Mit problem er faktisk min alder. Jeg er ny i jobbet og får kun arbejde, når en kunde vil have det særligt billigt. Og så bliver jeg jævnligt udnyttet, og jeg bliver mindre og mindre tryg ved mine penge."

Bedstemor ville gerne vide, om det var sådan for alle i hendes branche.

"Ja, alle, der starter, har det problem. Markedet er præget af hård konkurrence. De, der har været i branchen i et stykke tid, har et godt netværk og vil ikke dele deres del af kagen med nogen. Det tager år at opbygge sit eget netværk. Den tid har jeg ikke længere. Jeg mistede min sidste kunde i dag. Han siger, at jeg arbejder for langsomt. Jeg er færdig, forbi og færdig med."

"Det skal du aldrig sige, mit barn. Du har det smukke hus, jeg efterlod dig. Desuden købte jeg aktier til dig som sikkerhed, og de er meget mere værd nu, end de var dengang. Jeg kan indløse dem til dig når som helst."

"Lad det ligge, bedstemor, det er sødt af dig, men du har allerede gjort nok for mig. Jeg gik i banken i dag for at få et lån."

"Hvorfor skulle du gøre det? Jeg giver dig alt uden renter, og du behøver ikke engang at betale det tilbage. Jeg forstår ikke, hvorfor du gik i banken."

"Det er lige meget, de har afvist lånet og vil ikke acceptere huset som sikkerhed."

"Hvordan kan det være? Et stråtækt hus som dette er en juvel. Selv om det er ved at være lidt slidt."

"Lidt slidt. Denne bankrådgiver kaldte det endda en forladt bygning. Han gav mig en lang forelæsning. Om monumentbeskyttelse, komplekse materialestrukturer, dyre byggefirmaer, dyre materialeindkøb. Jeg lyttede ikke engang mere. Til sidst rystede han trist på hovedet."

"Det er ikke godt. Men bare rolig, mit barn. Det er ved at blive sent. Læg dig nu til at sove, og i morgen sælger vi mine aktier. Du vil blive forbløffet over, at der endda bliver en masse tilbage til sidst."

"Tak, mormor, du er sød."

"I lige måde, min skat. Godnat!"

Da Grete blev efterladt alene i sit soveværelse, kastede hun sig på sengen. Hun skreg sin smerte, sin ensomhed og sin dybe fortvivlelse ud af sin sjæl. Hun havde mistet alt håb.

Næste morgen ringede hun til Klaus. Han havde stadig det nummer, hun kendte, og i det mindste var hans stemme ikke blevet ældre.

Han virkede glad for at modtage opkaldet og foreslog, at de drak kaffe sammen et sted i byen, helst i eftermiddag.

Hun sagde ja uden at tænke over det. Hun må være skør.

Klaus ville gerne af med noget.

"Jeg har ikke noget imod, at jeg har passet dine bedsteforældres grav i fem år. Men du var meget glad for din mormor. Hvorfor besøger du hende ikke bare?"

"Jeg hader grave og foretrækker at huske mormor, som jeg kendte hende. Jeg har talt med et spøgelse i fem år, og jeg får altid svar på mine spørgsmål."

Tryk          Beskyttelse          Billeder         Del 2