HOME 1    dansk    HOME 2


Gemmeleget har en ende (novelle)


Brigitte Neumann


Der er ingen vind. Intet græsstrå og ingen blomst bevæger sig på den frodige grønne, farverige sommereng. Et par sommerfugle flagrer i det varme solskin.

"Smukt her, er det ikke?" Oliver bøjer sig forover for at kigge bedre ind i den åbne picnickurv.

"Hvad har du pakket?

Pia vender sig mod ham og griner.

"Du er sulten, ikke sandt?"

"Jo - og hvordan."

"Kan du lide syltede fåreoste? Eller tomater med mozzarella? Og kornbaguettes?"

"Lyder godt! Jeg vil gerne have lidt af det hele."

Pia fordeler fåreosten og tomaterne på to tallerkener. En krydret note af hvidløg og basilikum blander sig med duften af sommerens eng. Hun giver Oliver brødet. Han brækker det i store stykker og lægger dem på en serviet. De første myrer kommer kravlende på tæppet for at få fat i brødkrummerne.

"Har du også pakket noget at drikke?"

Pia griner igen. Hun henter en bulet aluminiumsfeltflaske fra picnickurven. "Ja, det har jeg."

"Hey, det er vores kantine!"

Denne vandflaske havde altid fulgt Pia og Oliver, da de endnu var børn og gik tur på markerne. De boede hus til hus og så hinanden hver dag. Sådan har det været i lang tid. Da Pia blev forelsket for første gang, var det kun Oliver, der hørte om det. Den første kærlighed gik over, en ny kom til - og Oliver forblev en trofast ven. Han blev forelsket flere gange, men altid i andre kvinder. Med en af dem flyttede han sidste år til et andet sted. Pia bor nu sammen med en medstuderende.

De mødes ikke længere ofte, men når muligheden byder sig, genopdager de det gamle kendskab. Venskab ja, kærlighed nej, forsikrede de hinanden.

Oliver tager en god slurk fra kantinen. Pia ser bevægelserne af hans adamsæble, observerer, hvordan hans læber løsner sig fra flaskehalsen, hvordan han stryger håndfladen hen over åbningen, før han lukker den igen og derefter kører sig selv over læberne med håndryggen.

"Det er fantastisk, at denne kantine stadig eksisterer."

"Jeg synes, det er lige så godt, at vores venskab stadig eksisterer!"

Oliver lægger som en selvfølge sin hånd på Pias knæ. Det gør han tit, når de taler sammen.

Han kigger på hende: "Ja, det gør jeg også."

I dag tager hun hans hånd væk fra sit knæ.

"Dig, Oliver, men der er noget, der har ændret sig."

"Sååå? Hvad er ændret?"

"Kan du ikke mærke det?"

Hendes hjerte banker hende til halsen, hun frygter, at hendes antydninger har sat venskabet på spil. Men nu kan hun ikke gå tilbage. Og hun har heller ikke lyst til at gå tilbage. Hun har ikke haft nogen hemmeligheder for Oliver før.

Han kigger på jorden, plukker et græsstrå og vikler det om sin højre pegefinger. Tiden holder vejret, sommerfuglene fortsætter med at flagre. Han vender sig mod hende igen: "Ja, jeg kan mærke det allerede længere. Jeg ville ikke indrømme det, fordi jeg var bange for vores møde."

"Og hvad nu?" Nu lægger hun sine hænder på hans knæ. Der er en rysten i hendes stemme. "Lad os være ærlige over for hinanden - som altid? Eller skal vi gemme os for hinanden nu?"

Oliver modstår hendes blik og siger: "Nej ... Jeg mener, ja. Ja, lad os være ærlige - som altid!"

De krammer hinanden, smyger sig tæt sammen, genopdager hinanden. Sommerfuglene danser i hendes mave.

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com