Karl-Heinz er min charmerende storebror. Han er tretten år og går i gymnasiet. Alle synes, han er fantastisk, ikke jeg.

Han kan ikke trylle, som tante Hildegard kan. Men han snyder alle, så de skriger og bliver bange for, at han måske skærer sig i tungen eller skærer maven op i ham. Når hans forestilling er slut, og der ikke er blodstænk, og alle har klappet, stryger far over sit hoved og kigger rundt i kredsen og siger: "Er han ikke smuk, denne dreng?"

Karl- Heinz tryller med barberblade, når kolleger besøger min far. Tricket er dette: Han åbner en pakke med nye barberblade. Alle kan se, at de er skarpe. Man kan endda skære i pap med dem. Så sluger han bladene. Han bider i en tråd fra en garnrulle. Han sluger den bagefter. Så drikker han et glas mælk i et hug. Barberbladene sidder alle sammen fast på tråden, som han trækker ud. Han viser sin tunge, så alle kan se, at der ikke er nogen snit, og at intet bløder.

Min bror var den eneste, der fortalte mig om tricket med barberbladene. Men jeg kan ikke fortælle nogen, at han ikke sluger de skarpe blade. Han tager de stumpe i munden, som også er trådt og forbundet til garnrullen. Denne er hul i midten, og bladene med tråden glider ind i den. Han sluger ikke de skarpe knive, men spytter det hele ud i mælken. Det er sådan, tricket fungerer.

Jeg ved ikke, om tricket interesserer de besøgende så meget, som de lader som om. Gæsterne klapper min bror på ryggen og fortæller ham, at han er en anden Houdini. De må smigre ham, fordi min far er deres chef. Min fars ansigt slapper af i et bredt smil, når man siger noget pænt som det om Karl-Heinz.

I sidste måned var vi i biografen med hele familien. Der var en gammel film. Den hed "Houdini, kongen af varieteten". Jeg plejede at drømme om den film bagefter. Det var så uhyggeligt, hvordan den berømte udbryderkunstner med lænket hoved hang ned i vandtanken. Han kunne ikke frigøre sig selv, fordi hans blindtarm var sprunget. Brandvæsenet smadrede akvarieglasset. Men på det tidspunkt kunne han ikke længere overleve det umulige. Den berygtede escapologist var bevidstløs og døde senere.

Min tante Hildegard kan ikke udføre tricks som Karl-Heinz. Men hun er en magisk heks og ved, hvordan man tryller. Hun er sælger i en legetøjsforretning rundt om hjørnet. Når hun ser på vores billeder, lukker hun øjnene og skaber uhyggelige magiske historier. De er ikke så uhyggelige som barberblads-tricket. De er mere som eventyr, hvor alting har en lykkelig slutning.

For en måned siden fandt jeg mit billede af det bidte æble i min cigarkasse. Sammen med billederne af min guldhamster, Fifi. Tante Hildegard kiggede længe på billedet. Så strøg hun det med sin pegefinger og sagde, at hun kunne trylle med et magisk æble. Hun siger, at onde besværgelser kun bruges mod onde ånder, epidemier eller ulykker på vejen.

Hun skar æblet i to dele. Så tog hun frisk mynte fra haven. Gned begge æblehalvdele ind i det. Derefter skulle jeg sige højt, hvad jeg ønskede at forvise. Jeg spekulerede på, hvad der var det vigtigste. Jeg sagde til hende, at jeg ønskede, at Fifi ikke længere skulle klatre op ad gardinerne. Han klatrer så hurtigt op. Hvis du ikke har bemærket det, er han begyndt sit eventyr. Et par minutter senere falder min hamster ned på gulvet fra toppen af gardinet. En dag kan det gøre ham ondt. Jeg vil heller ikke have, at Karl-Heinz blander barberbladene sammen og sluger de skarpe blade. Det var min anden besværgelse. Den tredje ting, jeg ønskede, var, at jeg skulle holde op med at drømme om Houdini om natten.

Jeg vil hellere drømme om den røde fjernbetjente bil. Det er en gammel Borgward Isabella. For en måned siden stod den legetøjsbil i vinduet i tante Hildegards butik. Nu er den forsvundet. Jeg ønskede mig Borgward'en så meget til min fødselsdag. Da jeg var færdig med mine besværgelser, skar min tante en tændstik i begge ender ind i et lille spyd. Med det satte hun æblehalvdelene sammen igen. Derefter viklede hun et grønt bånd rundt om æblet. Jeg skulle begrave frugten på et sted, som kun jeg kendte. Fortryllelsen virker først, når det magiske æble er rådnet op.

Fortryllelsen virker godt. Jeg drømmer ikke længere om Houdini. Fifi klatrer stadig op ad gardinerne, men nu har jeg det fint når det sker. Karl-Heinz sluger ikke de skarpe barberblade, men spytter det hele ud i mælken, som han skal.

I dag er det min ottende fødselsdag. På mit gavebord står den røde Borgward Isabella med fjernbetjening. Ingen andre i klassen har den, for Borgwards findes ikke længere. Karl-Heinz blæser op som Napoleon. Han siger, at det er dumt at begrave æbler. Man må hellere spise dem. Jeg synes slet ikke, at det er dumt. For nu ved jeg, at man kan trylle uden tricks og pis og papir. Men kun hvis man er en magisk heks.

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com