Med hurtige skridt havde Wolfgang krydset den vinterlige kurpark i Bad Homburg. Nu frøs han og længtes efter varme, stearinlys og duften af middelhavskrydderier og krydderier. Han traskede sneglatte klumper af sneen af sine støvler, da han nåede frem til den grønt panelerede indgangsdør til restauranten "Palmyra". Et svagt lysglimt trængte ud gennem et hul i gardinet. Han hørte dæmpede stemmer og opvaskenes klirren.

"Kom nærmere, min ven," hilste Thomas, værten, på ham og lukkede døren bag ham. "Du er vores eneste gæst i dag. Sabine glæder sig også til at se dig."

"Det er rigtigt," gav hans kone ham ret. "Tag din frakke af og gør det behageligt for dig selv! Du kommer lige i rette tid. Lidt glæde vil gøre os godt i dag."

Esat dukkede op fra køkkenet og balancerede med en sølvbakke med lækre duftende hors d'oeuvres. Han løftede skuldrene. "Jeg taler ikke så godt tysk, ved du. For svært."

"Nej," protesterede Wolfgang. "Du bliver bedre for hver gang. Hvor er det dejligt at se dig igen!"

Den unge kok stillede bakken ned på sidebordet og pegede på maden. "Muhamara, en peber- og valnøddepasta, og warak inab, fyldte vinblade. Det er sådan, vi altid starter måltidet. I Damaskus, før krigen."

"Nyd det!" opfordrede Sabine med en optaget stemme. I stedet for at række ud efter kniv og gaffel pustede hun i sit lommetørklæde. "Undskyld mig!"

Wolfgang kiggede på hende. "Du behøver ikke at undskylde. Er det så slemt med dig?"

Værten overtog samtalen. "Ja, det er værre end slemt. For seks uger siden håbede vi på en løsning, kan du huske det? Men nu bliver vores gæld ved med at vokse. Forretningerne er blevet hårde, selv for andre restauranter. Ejeren vil renovere. Han tilbød os en ny lejekontrakt, men det måtte vi takke nej til. Det var alt for dyrt for os. Vi giver op, det er slut ved årsskiftet."

"Jeg så det komme. Vil du blive her?"

"Det vil vi gerne," blandede Sabine sig, "men vi har ikke længere råd til alt omkring Frankfurt. Vi har kigget på en to-værelses lejlighed i Vogelsberg-kvarteret. Det kunne måske fungere."

Esat dukkede op med en flaske dybrød Syrah fra Bargylus, fremviste etiketten og lod værten smage på den. "Ja, den er god!"

Da kokken var forsvundet igen, tog Sabine tråden op. "Vi spekulerer også på, hvad der skal blive af Esat. Han kom hertil for fire år siden, helt alene. Han har ikke hørt fra sin familie derhjemme i lang tid, vil få svært ved at finde et nyt job."

Den syriske kok sad nu ved bordet, og de fire nød hver ny ret med god appetit. Da Esat bragte falafel i lammesauce frem, efterfulgt af havaborre i sesam- og limesauce og sluttede med et udvalg af udsøgte desserter og en stærkt duftende mokka, smittede hans begejstring alle. Uden at han selv bemærkede det, forklarede han retterne på sit modersmål, og alle forstod, hvad det betød.

Nu var det andre emner, der nu dominerede samtalen. Den kostbare vin var med til at løsne tungen. Til sidst spurgte Wolfgang det spørgsmål, som havde brændt på hans sind ved hvert møde, så mange gange i de sidste par år.

"Sig mig, Thomas, hvordan er dit helbred?"

"Meget godt!" svarede værten.

Sabine rørte ved hans underarm. "Lad det være, Wolfgang kan da vide det, ikke sandt? Min mand har det ikke godt. Lige siden ulykken har han haft svært ved at trække vejret. Det har stået på i fem år. Han mangler en lunge. Derfor kan han ikke længere arbejde i køkkenet, kun i service og fakturering."

Wolfgang tøvede. "Må jeg stille dig et spørgsmål mere?"

"Værsgo!" opmuntrede udlejeren ham.

"Det med ulykken. Jeg ved, at du ikke taler om det. Men jeg har længe spekuleret på, hvad der skete dengang. Var det en trafikulykke? Jeg spørger som din ven, ikke af nysgerrighed."

Efter en lang tavshed kom Sabine med hele historien.

"Det var ikke en trafikulykke, og det stod i mange aviser. Min mand er min helt, modig, venlig og idiotisk. Han reddede drengens liv og betalte for det."

Hvad der skete dengang, er nu kommet frem i lyset. Overfaldet af fem unge mænd på Frankfurts hovedbanegård. Uden grund, ud fra et ønske om nøgen vold. Den syttenårige dreng på jorden med ansigtet dækket af blod. Sparkene med den hoppende støvle rettet mod drengens hoved. Og så Thomas ind i mellem med et skingert skrig. Som kastede sig over den første han fik fat i og ramte knæet mellem hans ben. Derefter de andre, der angreb Thomas og slog ham igen og igen, indtil han mistede bevidstheden. Angriberne flygtede, da den første politisirene lød. De fangede aldrig nogen af gerningsmændene.

Wolfgang lod ordene synke ind. Så ville han vide, om drengen eller hans familie nogensinde havde takket redningsmanden.

"Takket dem, ja," svarede Sabine. "De skrev et rørende brev og foreslog et møde, men det ønskede vi ikke. Det gjorde min mand forstenet. Den dag i dag ønsker han ikke at blive mindet om den grusomme handling. Nej, vi kender ikke de personer."

Wolfgang fornemmede, at de tre ønskede at være alene nu. Med inderlige ord takkede han dem for det dejlige måltid. Som afsked trak han et brev op af inderlommen på sin jakke og lagde det på spisebordet. "Er fra min kone. Hun sender sin kærlighed."

En halv time senere havde de ryddet op i restauranten og vasket op og vasket tallerkner, glas og tallerkener. Sabine opdagede brevet og rev konvolutten op.

Da hun læste de få linjer, slørede ordene for hendes trætte øjne, som fyldtes med tårer. Hendes krop kom til ro. Hun følte, at de lange måneders spændinger og bekymringer forsvandt.

Brevet var kort.

"Vores firma klarer sig godt, og hvert år har vi været i stand til at spare mere op til dig. I går talte vi med din ejer og afklarede alt. Du skal ikke længere bekymre dig, du beholder restauranten. Vores søn Sebastian vil meget gerne møde den mand, der reddede hans liv for fem år siden på Frankfurt Hovedbanegård. Vi vil aldrig glemme dig. Glædelig jul til jer alle!"

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com