Vores immunsystem med alle dets facetter af specifikke og uspecifikke forsvarsmekanismer mod sygdomme er stadig mange steder i det 21. århundrede et mysterium på trods af alle videnskabelige fremskridt, som rejser yderligere spørgsmål for hvert spørgsmål, der besvares.

Selv den mindste detalje af arvelige træk i den nuværende medicinske viden kan ikke forklare, hvorfor nogen bliver syge, og andre ikke bliver det under lignende livsbetingelser. Heller ikke helbredelser kan forstås, hvis den helbredte person led af en uhelbredelig sygdom, f.eks. en ondartet tumor.

I hverdagen modsiger lægen således på den ene side sin ikke alvidende viden, men på den anden side møder han patienter, som forventer helbredelse af ham. Selv den voksende viden om medicin kan ikke undertrykke dette i det lange løb.

Det kliniske billede
For at skabe det videnskabelige kliniske billede kan der skelnes mellem fire faser, som interagerer med hinanden:

Hvad er sygdommen? Målet er at identificere det karakteristiske mønster af symptomer, der adskiller denne sygdom fra andre.

Hvad er mulige specifikke årsager?

Hvad er den mest sandsynlige årsag? De hidtil observerede sammenhænge eller hypoteser testes.

Hvilke patogene mekanismer ligger bag de identificerede årsager?

Dette fører til "verdensbilleder" af sygdomme, "ufuldstændige modeller ..., konstruktioner til forståelse af virkelige naturlige systemer", forklarer gastroenterologen Prof. Dr. med. Ottmar Leiß. Han sammenligner dem med detaljerede bykort, der giver den mest præcise orientering, men som ikke dækker det omkringliggende område.

"... Sidst men ikke mindst er erkendelsen af vidensgrænserne en af de afgørende forudsætninger for egentlig viden", opsummerer lægen Prof. Dr. med. Dr. phil. Wolfgang Böcher. Det overbeviste ham også om, at det kun er muligt at registrere delaspekter af viden om sundheds- og sygdomsprocesser med de gyldige videnskabelige instrumenter. Med stigende fremskridt bliver delaspekterne mere og mere differentieret, der kommer flere og flere nye indsigter til - og mange ting, der stadig var sandheden i går, bliver allerede i dag erklæret ugyldige på grund af ny viden. Medicinen har gjort utroligt meget for at afdække årsagerne til sygdomme og medicinske behandlingskoncepter i det forgangne århundrede. Grundlaget for dette er den meget vellykkede anvendelse af videnskabelig årsag-virkningstænkning på medicin som videnskab. Men er det nok til at beskrive vores virkelighed med alle fænomenerne?

Den fiktive succes

Placeboeffekten viser, at mennesker er meget mere end summen af de målbare dele. Når patienterne får skimmedicin, har den ofte den samme virkning som deres "rigtige" modstykker, forudsat at lægen og patienten ikke ved noget om den. Indflydelser, der ikke kan beregnes, som f.eks. forholdet mellem læge og patient eller holdningen til behandlingen, spiller en afgørende rolle i forbindelse med behandling af sygdomme. Det betyder, at lægevidenskaben aldrig kan være en eksakt videnskab, men altid kun arbejder med sandsynligheder for metodologisk vidensindsamling. Dette er både en mulighed og et dilemma.

I stedet for tal...

Medicin er ligesom alle andre videnskaber underlagt den målrettede tænkning: Den skal omsætte ny viden til økonomisk succes. Resultater skal kunne måles, med statistiske test og i henhold til definerede kriterier. Statistikere har gjort et individ til et gennemsnitligt menneske, et forenklet tal med bestemte karakteristika.

Det er her, at den stigende kritik fra patienterne kommer ind i billedet. De klager over, at de ikke bliver taget, at de ikke bliver taget alvorligt med deres klager, at de blot er "et tal", hvis diagnose og behandling de har fremkaldt af computeren. Det bliver problematisk for patienten, hvis han føler sig syg, men lægen ikke kan finde et plausibelt klinisk billede til at forklare hans symptomer. Denne uoverensstemmelse mellem helbredstilstanden og resultaterne er daglig medicinsk praksis.

... moderne overtro

At tillade det uforklarlige har altid været vanskeligt for mennesker. Derfor er der behov for "alternative" forklaringer. Indtil middelalderen betragtede man sygdom som et udtryk for Guds straf. Vi "oplyste og moderne mennesker" i dag smiler kun og foretrækker at forklare vores kroniske spændingshovedpine med tungmetalforgiftning forårsaget af amalgam. Derefter giver vi kroniske mave- og tarmbesvær uden håndgribelig årsag skylden for et gådefuldt angreb af tarmsvampe.

Vi overhører, at beviserne ofte ikke er vellykkede, og at det ikke engang er sikkert, om tarmsvampe forårsager sygdom. Der opstår "mode-diagnoser". De obskure helbredende metoder i "alternativ medicin" kaldes udrensning, dræning og afgiftning. Er vi trætte af vores viden og vender tilbage til overtro i et moderne "outfit"? Når "alternativ medicin" således adskiller sig fra "ortodoks medicin", fører dens middelalderlige argumentation den ad absurdum.

Afgrænsning eller åbning?

Der ligger ofte noget andet bag: det er menneskets behov for en dybere forståelse af de enkelte livssammenhænge. Vi ønsker at forstå, hvorfor sygdom udvikler sig, hvorfor levetiden er begrænset, og vi søger forståelse for spørgsmålene. Det handler om at se ud over den videnskabelige viden.

Dette er den videnskabelige medicins store dilemma og roden til kritikken af dens tilgang. Så længe hun hænger fast i diagnosen, og hendes terapeutiske konsekvenser ikke er holistiske, skaber hun sine egne fjendebilleder. Hvis den ikke opfylder patientens dybere forventninger til helbredelse, vil dens værdifulde resultater hverken blive værdsat eller gennemført. Så vil moderne overtro som "alternativ medicin" fejre lykkelige oprindelser.

Enhver medicin, hvad enten det er konventionel eller alternativ medicin, som er ensidig og gør delvise sandheder dogmatiske, risikerer ikke længere at tillade konstruktiv kritik. Dette reducerer værdien af hendes egne (ensidige) indsigter.

Helbredelse er mulig

I epistemologisk henseende er dette grænsefladen til at ændre opfattelsesniveauet og en løsning på dilemmaet. Når jeg så som læge ikke kun søger årsagerne i den medicinske viden, men også åbner mig for holistiske individuelle aspekter, forlader jeg som læge enten-eller-tænkningen og vender mig mod niveauet for en dybere forståelse. Her er afgrænsninger unødvendige, da det er vigtigt at se på konstitutionelle fænomener sammen. Det drejer sig om komplementariteter, om forholdet mellem sundhed og sygdom, mellem liv og død.

En omfattende anamnese omfatter sygdomsbiografi, symptomer i nutiden, socialt miljø og familiemæssige dispositioner. Den medicinske medicins væsentlige opgave er nu at finde frem til patientens individuelle fysiske og psykiske situation (hans konstitution) sammen med ham. Det betyder, at det ikke er lægens almagt og alvidenhed, der ofte karikeres som "halvgud i hvidt", der bestemmer terapien, men at det er den gensidige diskussion og koordinering af behandlingsforløbet inden for rammerne af et tillidsbaseret samspil mellem læge og patient, der er afgørende for behandlingen.

Videnskabelige resultater inden for lægevidenskaben bliver et vigtigt redskab, men ikke indholdet af terapien. Det kræver både faglig og menneskelig kompetence fra lægens side at finde ud af, hvad der er nyttigt for den enkelte patient ud fra det væld af muligheder, der er muligt.

Om helbredelse sker, ligger hverken kun i lægens kunst eller terapeut eller i patientens vilje og evne. Det viser den daglige praksis med utallige eksempler. Men hvis patienten får mulighed for at gribe ind i helbredelsesprocessen, og hvis hans forklaringsmønstre og forestillinger om sygdom (uanset hvor modstridende de er i forhold til det formodede mål) tages alvorligt, er hans chancer for helbredelse meget større.

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com