"Det var det hele for i dag," sagde far. "Åh, hvor ærgerligt...", grynter Paul. Han vil gerne fortsætte med at lege. Før i tiden stoppede de ikke, før mor havde kaldt flere gange. Men nu er hun væk. Siden da har mange ting ændret sig, men de kan stadig godt lide at spille fodbold.

"Kom med mig," kalder far nu og vinker ham over. Paul tøver. Far åbner sine arme. Der løber han hen til ham. Far fanger ham. Paul krammer sit ansigt ind til hans skulder. Far dufter så godt af far. Han smyger sig endnu tættere sammen og snuser til hans hals. Ingen andre dufter som far. "Hvor skal vi hen?" spørger Paul. "Kan du huske, hvad jeg lovede dig? Tænk over det," spørger far ham.

Paul husker det, glider af fars arm, tumler ned i græsset og får sin røde hue med sig. Han efterlader sin hue, rejser sig og skynder sig til den anden ende af haven. Der står et æbletræ. Mor plantede det sidste sommer. Paul kunne hjælpe hende med at sprede jorden omkring rødderne og trampe det med sine bare fødder. Far kommer bagefter med kasketten i hånden, tager den på igen og siger: "Ja, Paul, dette æble er modent. Du kan plukke det." Han løfter det op. Paul plukker æblet ned fra grenen. "Må jeg spise det?" spørger han. "Ja." Fars stemme er lidt rystet. Det er det eneste, han siger. Paul holder æblet i sine hænder, snuser til det, stryger over den glatte skal og bider i det. "Hmmm, det smager godt." Han stanger fars æble. "Kan du lide det?" De æder ham op sammen. Da der kun er æblekagen tilbage, hælder Paul kernerne ud med sine klistrede fingre. "Se, far. Der er fem kerner i æblet," siger han. Han kan tælle til fem.

I mellemtiden er det næsten blevet mørkt. Paul lægger sin hånd i fars hånd, og de går ind i huset. Efter aftensmaden lægger far Paul først Paul i badekarret og derefter i seng. Han læser en historie for ham. Værelsesdøren står stadig en spalte åben, da han går ud. Paul falder i søvn. Inden han falder i søvn, tænker han på mor. For puden er lige så nuttet som hun er. Og loftet lugter lidt som hende.

Mor kommer aldrig tilbage. Far er ofte meget ked af det. Så kravler Paul op på hans skød, og de græder begge to. Da Paul forleden havde feber, kom mormor. Han ville ikke blive i sengen. For mor lå i sengen i lang tid. Hun måtte på hospitalet og kom aldrig hjem. Paul var bange for, at det ville blive det samme for ham. Bedstemor trøstede ham: "Du skal ikke være bange. Du skal nok klare dig. Du kan spille fodbold igen. Men kun hvis du bliver i sengen og drikker en masse." Nu er mormor gået bort. Men jeg er sikker på, at hun kommer tilbage. Det har hun lovet. "Løfter er løfter," ved Paul. Bedstemor er fars mor. Mødre holder altid deres løfter.

Sidste gang han besøgte mor på hospitalet, havde han spurgt: "Vil du snart lege med mig i haven igen?" Mors stemme lød mærkelig. Han kunne ikke forstå hendes svar. "Min kære Paul, hvis jeg bliver rask, vil jeg lege med dig i haven igen. Men det kan jeg ikke love dig," hviskede hun, og tårerne flød fra hendes øjne. Far og Paul måtte også græde. Paul glemte sneglen, som han havde gemt i sin lomme. Han havde fundet den under æbletræet og ville give den til mor. Hun kunne godt lide snegle og grinede altid, når dyrene tog deres følehorn ind ved hver berøring og gemte sig i deres hus. Men mor havde været så anderledes end derhjemme. Han var glad, da far tog ham i armene og de tog af sted. Far lugtede stadig som far.

Far lod ham glide ned i bilen. Pauls lomme knækkede. En stor plet bredte sig på hans bukser. Sneglen! Hun var knust. Paul græd igen. "Hvordan kommer den kæmpesnegl i din lomme?" spurgte far, halvt forundret, halvt vred. Paul stammede sin historie under snøften. Så tog far ham i armene igen og trøstede ham. "Jeg er sikker på, at du nok skal finde en ny," sagde han. "Men du må ikke tage dem med tilbage til hospitalet. Lover du det?" "Det lover jeg!" Paul sukkede.

Alt dette var længe siden for Paul. I begyndelsen, når mor ikke længere var der, ville han altid gerne blive hos far. Selv om natten. Han ville ikke spise eller drikke eller tale med nogen. Men nu sover han i sin seng igen. I dag drømmer han, at han spiller fodbold med sin far, selv om det allerede er mørkt udenfor. Æbletræet lyser som projektørerne på et rigtigt stadion.

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com