Felix snublede fra den ene fod til den anden. Han hørte motorlyden fra skolebussen bag svinget. Nu kørte han ind på rastepladsen og standsede lige ved siden af ham. Døren gik op. "Hej Felix, vil du stige på?" Hannes, buschaufføren, smilede til ham.

"Hej Hannes, ja. Jeg har allerede ventet på dig."

Han steg ind og satte sig på passagersædet, som Hannes havde foldet tilbage til ham. Alle kaldte buschaufføren "Hannes". Også de voksne i landsbyen. Han var måske sidst i trediverne, slank, næsten ranglet, og så ungdommelig ud i sin lyse poloshirt og blå jeans. Hans mørkeblå kasket sad på hans hoved, som om den var vokset på det. Da den lille landsbyskole i Hinterhausen var blevet lukket for ti år siden, kørte han børnene til skolen i Neustadt. Alle kendte ham, men ingen talte om ham. Han hilste venligt, kom altid, gik til tiden og forstod, at selv de mest livlige børn blev siddende på deres pladser under busturen.

Felix var mere stille end de fleste af de andre elever, sad altid på første række til højre, uden en bank nabo, virkede som en outsider i mængden af grinende og pludrende børn, selv om han også kom fra en af de gamle etablerede bondefamilier, der lukkede deres liv og muligt fra det ydre i husene og gårdene med de tætte gardiner foran de små vinduer og lukkede porte, altid havde fejet den indre gård ren om søndagen og kun åbnet den ryddelige stue for dem, der kom ind.

Men Felix skilte sig ud på trods af sin afsondrethed. "Firehead" kaldte landsbyens drenge ham på grund af hans røde hår og ryghvirvlerne på hans hoved, som satte det i forvejen børsteagtige hår blandet opad.

"Hvor han kunne finde dem," undrede landsbyboerne sig bag deres hænder. Hans mor bar en tyk mørkeblond hårknude. Med denne forsøgte hun at tæmme sine krøller. Men det lykkedes kun. Hans fars hår blev i mellemtiden sparsomt. Ingen i familien og i landsbyen havde rødt hår og også så hvirvlet.

Kun Felix gik i tredje klasse fra Hinterhausen. Om torsdagen sluttede hans undervisning en time før de andres. Han tilbragte ikke ventetiden i stuen, men løb hen til busstoppestedet og håbede, at Hannes ville komme tidligere. For han kunne lide ham og kunne lide at lytte til ham, når han for eksempel fortalte om sine rejser til Norge. I sommerferien kørte Hannes grupper med deltagere langt ud over Neustadt og omegn. Hannes svovlede om fjordene og de tordnende vandfald, så Felix gerne ville tage med ham allerede næste år.

I dag virkede Felix eftertænksom. Han spurgte: "Hannes, er det sandt, at Norge er så fantastisk?"

"Ja, hvorfor ikke?"

Felix skubbede rundt og kiggede nedad.

"Hannes, er Norge nogle gange trist?"

"Ja, nogle gange, når det regner. Så er dråberne som tårer, og alt er mørkt og trist. Mener du det?" Hannes kiggede på Felix. Svaret tilfredsstillede ham ikke. "Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, gør Norge dig trist?"

"Hvorfor?"

Felix kiggede på Hannes. "Hannes, er du min ven?

"Ja", svarede buschaufføren.

"Hvis jeg fortæller dig en hemmelighed, vil du så ikke fortælle den til nogen i hele verden?"

"Det vil jeg ikke fortælle dig. Stort æresord. Hannes rakte sin højre hånd ud for at få den bekræftet og bankede på sin kasket med den venstre.

"Hannes, i går fortalte jeg min mor om Norge og spurgte hende, om vi kunne tage dertil. Jeg sagde til hende, at jeg gerne ville tage med dig i bussen i sommerferien, fordi du ved så meget om det." Felix tøvede, kiggede på sine hænder og knyttede fingrene, inden han fortsatte. Hannes lyttede.

"Så fortalte hun mig, at hun var i Norge for ti år siden, men at jeg ikke kunne tale med nogen om det, ikke engang med dig, og at denne rejse havde ændret hele hendes liv. Hvorfor så, spurgte jeg hende. Så tog hun mig i sine arme. Men jeg lagde alligevel mærke til, at hun græd. Bagefter var mit hår vådt," pressede Felix de næste sætninger ud. Han slugte. Han havde en tyk klump i halsen. Han strøg sig selv over den rødbørstehårshvirvel, da han ville tjekke, om det stadig var vådt, og så til Hannes. "Hvorfor holder du fast i din hue?

"Nogle gange, Felix, holder du godt fast.

Hannes virkede også trist, men smilede alligevel til ham: "Vi taler om Norge i næste uge. Se, de andre børn er allerede på vej."

Da Hannes hængte sin kasket på krogen ved siden af spejlet derhjemme, kiggede han ind i den. En rød børstehårsvirvel lyste på ham.

Tryk     Databeskyttelse     Billeder: www.pixabay.com